Jeg elsker vores hverdag og det liv, vi har derhjemme.
Børnene går i en god skole og børnehave, hvor de trives. Vi voksne har begge hver vores virksomhed, som går godt – og vi elsker det, vi laver.
For at sætte pris på hverdagen, er det dog også vigtigt at få kigget på det hele udefra. Sådan har jeg det i hvert fald, og hjemme hos os får vi det gjort ved at lave noget væk hjemmefra engang imellem.
Par weekend for de voksne
De sidste år har vi haft en lille dreng, som vi har valgt ikke skulle passes alt for meget ude. Ganske enkelt fordi vi går meget op at vi en en familie og ét samlet hele. Derfor gør vi også rigtig mange ting sammen og kan sagtens holde liv i kærligheden og bevare gnisten alligevel. Vores familie er styrken og limen der binder os sammen og det er fantastisk.
Vi har derfor kun fået passet børnene, hvis vi har skullet noget, der ikke har harmoneret med små børn. Sene bryllupper, julefrokoster og den slags.
Nu er den mindste dog blevet så stor, at han selv er begyndt at efterspørge at få lov til at sove hos hans søde bedsteforældre. Ligesom de to ældste. Bedsteforældrene er i øvrigt lige så vilde med arrangementer af den slags, som børnene – så det er jo rent win-win.
Det giver så os voksne mulighed for at gøre noget alene. Og nu skal vi på par weekend!
Romantisk ophold på Sydfyn
Vi bor i Sønderjylland og da vi skulle planlægge vores romantiske ophold var det vigtigt for os, at vi ikke skulle alt for langt væk. Ikke så meget for stadig at være tæt på børnene, men lige så meget fordi der går for meget tid med at skulle rejse til den anden ende af landet. Tid som vi egentlig hellere vil bruge på at nyde naturen og hinandens selskab.
I en anden anledning var jeg i Svendborg og faldt pladask for byens charme og da min mand også har gode minder fra byen faldt valget på det sydfynske.
Der er masser af hygge i de gamle gader i den bakkede by og mulighed for fine naturoplevelser – og så er der ikke langt til øerne Tåsinge og Langeland, hvor der også er fine seværdigheder. Derudover går færgen til Ærø næsten lige ude for døren, så der er masser at tage sig til, hvis man som os gerne vil opleve noget, når vi er på romantisk weekend.
Har I nogle tips til gode spisesteder, vi bare må opleve eller ting, vi skal se, når vi er i Svendborg?
Så fortæl løs i kommentarfeltet!