Weekendophold på Comwell

Comwell Middelfart

Med 3 børn og 2 selvstændige virksomheder er det ikke altid nemt at finde tiden til tosomhed hjemme hos os. Egentlig tror jeg det gælder for mange voksne i børnefamilier og selvom vi elsker hinanden og det liv vi har skabt sammen, er der alligevel brug for nogle nye input engang imellem.

Det behøver ikke nødvendigvis være noget storslået og imponerende og ofte har vi blot taget ud at spise sammen nogle timer. Særligt da Jeppe var mindre og havde brug for stabilitet fik vi ikke gjort så meget andet.

Nu hvor han er på vej mod de 4 – og selv er begyndt at efterspørge en overnatning hos sin bedstemor og bedstefar – er tingene dog ved at blive anderledes. Pludselig har vi nemlig mulighed for at komme væk hjemmefra og nyde både hinanden og nogle andre omgivelser.

Fyn er fin!

Kitzchen i MiddelfartVi pakkede derfor weekendtasken og satte kursen mod Comwell i Middelfart. Gennem en bekendt der havde været på Spaophold på Comwell i Korsør, vidste vi nemlig at man kunne få et OK ophold til prisen på hoteller i denne kæde. Samtidig faldt vi over en god deal online.

Opholdet startede med at vi checkede ind og så gik turen først mod Hindsgavlhalvøen, hvor der er den smukkeste vandrerute langs vandet. 11 kilometer blev det til – og så var der også plads til en is bagefter.

Derefter tog vi på en sejltur på Lillebælt i form af en hvalsafari. Nu er det jo ikke fordi, det ligefrem vrimler med deciderede hvaler i Lillebælt – men derimod marsvin. Rent artsmæssigt er de dog hvaler og deraf navnet. Vi fik desværre ikke set marsvin, men en sejltur i solskin og med en lun brise er under alle omstændigheder anderledes, skønt og dejligt romantisk. Det var derfor en fremragende tur alligevel.

Da tiden var inde til aftensmad foregik det på Kitzchen Food Court. Der er 3 forskellige køkkener repræsenteret: Asiatisk, amerikansk og italiensk.

Hvert køkken har 8 forskellige retter, som er portionsanrettede – og så kan man spise præcis, hvad man vil og hvor meget. Altså en slags buffet, men alligevel en smule anderledes.

Det var sjovt at prøve noget nyt, men rent kulinarisk var de fleste retter smagsmæssigt temmelig unuancerede. Lidt som man kender det fra et billigt All Inclusive hotel sydpå. Jeg er dog sikker på, at børnene ville have syntes det var ganske fantastisk.

Vores oplevelse på Comwell i Middelfart

Derefter tog vi tilbage til hotellet for at nyde både værelset og roen sammen. Vi havde valgt et værelse med balkon og vejret tillod heldigvis, at vi kunne sidde udendørs lige til solen gik ned.

Da det var sengetid kunne vi kravle i et par Hästens senge. Noget jeg egentlig havde set en smule frem til at prøve, fordi det jo skulle være noget af det ypperste indenfor senge. Lige der blev jeg dog rimelig skuffet, for jeg synes den virkede som enhver anden standard hotelseng.

Næste morgen var det tid til morgenmad, og det havde vi begge glædet os til. Vi elsker nemlig morgenmadsbuffeter og vi blev absolut ikke skuffede. Der var masser af lækre sager – der stod endda en tjener og pressede juice løbende. Og så var der flere slags kage, hvilket jo altid går lige i hjertet på mig!

Alt i alt var oplevelsen på Comwell i Middelfart OK. Hotellet mindede dog mest af alt om et kursuscenter og der var ikke rigtig kræset for detaljen. Som romantisk udgangspunkt for et hotelophold ville jeg derfor vælge anderledes en anden gang, for det virkede mest som om vi var på konference.

Selve vores værelse var dog ganske pænt, rent og lyst men bar ikke præg af luksus. Comwell i Middelfart har 4 stjerner, og vi havde derfor nok forventet os lidt mere finesse og en højere standard. Selskabet fejlede dog ingenting og personalet var både smilende, imødekommende og samlet set havde vi et fint ophold.