Uundværligt babyudstyr

Med 3 børn har jeg shoppet en del babyudstyr. Både af den slags, jeg aldrig har fået brug for når det kom til stykket – og den type, jeg slet ikke havde kunnet undvære. Her får du en lille liste med det babyudstyr, jeg under ingen omstændigheder havde kunnet undvære.

Ammepude

Jeg har en noget broget ammehistorik og har kæmpet med amningen alle 3 gange. Primært på grund af den hormonforstyrrelse, der kaldes PCOs. Den kan nemlig drille amningen – særligt nedløbet og mælkeproduktionen – og har også gjort det hos mig. Først tredje gang knækkede jeg i samarbejde med en ammerådgiver koden og kunne etablere en længevarende amning.

Men: Selvom de to ældste blev flaskebørn relativt hurtigt, havde vi stadig god gavn af ammepuden. Både i forbindelse med flaskegivning, som også kan være hårdt ved skuldrene og efterfølgende som støtte under babys brystkasse, når der skulle trænes i at ligge på maven.

Og så var den naturligvis guld værd i forbindelse med amningen. Den fik baby op i den korrekte højde i forhold til brystet og kunne aflaste mine arme. Det er nemlig som regel mange timer, man sidder og ammer i løbet af et døgn. Der findes dog mange forskellige typer ammepuder og det er ikke sikkert, den type jeg brugte, også er den rigtige for dig.

Du kan se en guide til valg af ammepude her.

Babyalarm

Vi bor i et 3-plans-hus og der er derfor langt fra babyværelset til stuen. Derfor har jeg følt det trygt, at jeg var sikker på at kunne høre min baby, selvom vi sad i den anden ende af huset med en film i tv eller besøg af venner. Uden at skulle spidse ører hele tiden.

Nu er den yngste 2 1/2 år, men vi bruger den stadig hver aften og når han sover middagslur i haven. Vælg gerne en model af god kvalitet som er ledningsfri og har genopladelige batterier. Det gør brugen nem og stabil.

Klapvogn

Emmaljunga klapvogn i Kia PicantoNaturligvis har du sikkert også brug for en barnevogn til middagsluren, når barnet bliver større – eller i dagplejen og vuggestuen.

Men: Vi har brugt vores klapvogn mere, end vi har brugt barnevognen. Vi er nemlig ofte på tur i vores lille bil (med alle 3 børn) og her er klapvognen nemmere at tage med. Da Jeppe var lille, kunne liften sættes ned i klapvognen. Da han voksede ud af dén omkring 6-måneders-alderen kunne han i stedet ligge i selve vognen. Vælger man en klapvogn af høj kvalitet, kan det nemlig sagtens lade sig gøre, uden man skal gå på kompromis med komforten.

Vi har derfor opprioriteret klapvognen og brugt flere penge på dén – og købt en billigere barnevogn til hjemme- og dagplejebrug. Klapvognen er desuden også mere anvendelig på ture, når barnet begynder selv at kunne gå og gerne vil op og ned i vognen hele tiden. Her bliver en barnevogn nemt fyldt med snavs.

Typisk bruges en klapvogn også helt indtil 4 års alderen, hvorimod de fleste børn vokser ud af barnevognen, når de er 2 1/2 – 3 år.

Aktivitetsstativ eller -tæppe

Nogle gange har mine børn været nødt til at ligge lidt alene. Måske mens jeg har været i bad eller sørget for de større søskende. Her har aktivitetstæppet været uundværligt. Baby har kunnet få sig nogle nye indtryk, øvet motorikken i arme og hænder og jeg har kunnet få armene fri et øjeblik.

Det er naturligvis vigtigt barnet bruger sin vågne tid på maven og at barnet er i dine arme. Det har en lille baby brug for. Men til de korte øjeblikke, det er nødvendigt, kan aktivitetstæppet være en fremragende hjælper.

Sterilisator til mikrobølgeovnen

Hvis dit barn bruger flaske eller sutter, er det vigtigt at begge dele bliver korrekt rengjort og steriliseret, så din baby ikke risikerer at blive syg.

En sterilisator til mikrobølgeovnen gør hele processen nemmere. Du placerer bare flaskerne eller sutterne i beholderen, fylder vand i og følger anvisningen i sterilisatorens brugsanvisning. Så slipper du for at skulle koge vand, skolde sutter og risikere at brænde dig – og vigtigst af alt: Du sparer tid, som du i stedet kan bruge på din baby.

Har du brug for flere tips til babyudstyr? Så besøg Babyuniverset.dk som med guides og produktomtaler, hjælper dig rundt i junglen af ting til baby.