Verdens nemmeste tandbørstestilling

God tandbørstestilling

TandbørstestillingHer forleden faldt jeg over et opslag på Facebook omkring Apotekets saltvandsdråber, som er gode til små tilstoppede babynæser.

En mor skrev, at hun havde svært ved at ramme barnets næse, fordi den lille strittede imod og ikke ville ligge stille med hovedet.

I den forbindelse kom jeg i tanker om, at jeg aldrig har delt vores praktiske, sikre og fornøjelige tandbørstestilling – som i øvrigt er mindst ligeså fremragende til næsedrypning og drypning af øjne i forbindelse med øjebetændelser. Og den skal I da se! Her illustreret af min yngste søn og min datter – selvom det er enten far eller jeg, der børster tænderne normalt.

Verdens bedste tandbørstestilling

Med denne tandbørstestilling kan du med dine ben holde barnets arme væk fra ansigtet mens du holder barnets hoved blidt fast med dine lår. Hermed får du ikke bare begge hænder fri – du får også perfekt udsyn til alle barnets tænder og kan derfor børste dem ekstra grundigt.

Tandbørstestilling til babyStillingen kan bruges på både små og større børn. Hvis du vænner barnet til tandbørstestillingen fra den første tandbørstning, er det nemmest. Se f.eks. ovenfor hvor fint min yngste lægger sig klar, så snart jeg finder tandbørsten frem.

Kendte du ikke tricket før nu, kan du dog sagtens begynde at bruge den på dit ældre barn. Måske protesterer barnet lidt de første gange – men hurtigt bliver det til en fast del af ritualet.

Du kan eventuelt belønne barnet, når tandbørstning er overstået. Min yngste elsker en kildetur, men nogle gange børster vi også bamses mund på samme måde bagefter – og måske endda min (med min egen tandbørste, dog!) Måske synes dit barn også nogle af disse ting er sjove.

  • Læg barnet på gulvet på ryggen, med armene ud til siden.
  • Sæt dig med barnets hoved mellem dine ben og barnets arme under disse. Det er vigtigt du ikke presser barnets arme ned mod gulvet, men blot holder dem blidt på plads. Meningen med stillingen er, at den skal være blid og omfavnende og ikke en fiksering.

Jeg bryder mig ikke om at holde mit barn fast

Og ved du hvad? Det kan jeg godt forstå. Det gør jeg heller ikke. Men det magiske ved denne stilling er, at så snart barnet kender den, vil den lille acceptere den helt uden gråd.

Derudover er tandbørstningen (eller drypningen af næsen eller øjnene) noget, du gør for at passe på din guldklump. Tænderne skal jo børstes og når du har kontrol over barnets hoved sker der 2 ting:

  1. Du risikerer ikke at komme til at ramme indersiden af kinderne eller der bagerste af munden, fordi barnet fægter med arme og ben, mens hovedet virrer fra side til side. Det gør tandbørstningen meget mere behagelig.
  2. Ved dryp af øjne kan det være decideret farligt, hvis du kommer til at ramme barnets indre øje med pipetten. Derudover risikerer du, at barnet slet ikke får den mængde øjendråber i øjet, der skal til for at slå infektionen ned.

Andre tips til tandbørstning

Her får du et par ekstra velafprøvede tips, du måske kan bruge, når dit barn skal have børstet sine tænder.

Giv barnet et valg

Der ligger rigtig meget psykologi skjult i, at barnet selv har valgt at få børstet tænder. Naturligvis er det dig som voksen, der definitivt har besluttet, at det er sådan det er – men man kan snyde en lille smule.

Det gør du ved at have 2 forskellige tandbørster og lade barnet vælge, hvilken tandbørste der skal bruges i dag. På den måde har du vendt situationen fra, at du trækker en beslutning ned over hovedet på barnet til, at barnet har haft noget medbestemmelse. Det kan gøre en verden til forskel.

Tal til barnet imens

Tal med barnet imens, du børster tænderne. Det skaber en afslappet stemning og det er også derfor, din tandlæge altid snakker med dig, mens du har munden fyldt med vattamponer og tandlægeinstrumenter. Fortæl lidt om dagen der er gået – og hvis barnet er lille, så øv dyre-lyde sammen. Det hjælper også til, at barnet holder munden åben.

Syng en fast tandbørstesang

Børn elsker som regel, når deres forældre synger og ved at indføre en fast tandbørstesang kan ritualet blive mere hyggeligt. Der er frit valg på alle hylder, men herunder kan du finde nogle nye idéer.