Da vi købte hus i 2015 skulle alting gå lidt stærkt, efter vi flyttede ind. Vi havde også en del ekstraudgifter i forbindelse med flytningen, da vi skulle have malet alle 260 m2 og også have nyt køkken inklusiv hvidevarer – og så var der lige alle de ekstra møbler og supplerende inventar der manglede, når man rykkede til dobbelt så meget plads.
Derfor blev vores gardiner nedprioriteret. Vi nøjedes derfor delvist med dem, der hang i huset i forvejen (og de var sådan set rigtig fine) og delvist med billige rullegardiner fra et byggemarked.
Efterhånden ville vi dog gerne have nye gardiner i hele huset, så alle rum kunne få samme udtryk.
Samtidig er der også bare forskel på billige rullegardiner – som vi oplevede begyndte at trevle i siderne og rykke sig løs i ophængene – og så gode gardiner/gardinløsning af høj kvalitet. Derfor ringede vi efter en gardinbus.
Vores overvejelser omkring nye gardiner
Inden vi fik besøg af gardinbussen, havde vi allerede snakket lidt om, hvad vi godt kunne tænke os:
Rullegardiner i alle rum
Vores hus er en murermestervilla fra 1954 med klassiske sidehængslede vinduer, og derfor skulle gardinløsningen også være klassisk, så huset set udefra stadig kunne fremstå strømlinet.
Vi er dog på ingen måde til sidehængte gardiner. Jeg synes personligt ikke, de er så pæne – men de bliver også støvede når de hænger ubrugte. Og særligt i stueetagen uden soverum, er det begrænset hvor ofte, der bliver trukket for. Her manglede vi faktisk kun gardiner af æstetiske årsager.
Mørklægningsgardiner i soverummene
Min mand og jeg er blevet så vant til mørklægning i mit soveværelse, at vi har svært ved at sove uden. Jeg ved ikke med børnene – men forestiller mig, det er det samme. De har nemlig også altid haft mørklægning.
Derfor skulle gardinerne i vores soverum have mørklægning. Nogle af værelser ligger desuden på 1. sal, hvor solen buldrer på det mørke tag i sommeren og gør det varmt. Derfor er ekstra solafskærmning på førstesalen nødvendig for ikke at få temperaturen til at stige yderligere.
Ens gardiner overalt
Jeg kan godt lide et rent og stramt udtryk – og med ens gardiner i alle vinduer, ser huset pænt ud udefra og vinduerne harmoniske ud indefra.
Vores nye gardinløsning
Vi endte med, efter god vejledning fra konsulenten i gardinbussen, at vælge en samlet gardinløsning fra Luxaflex.
Gardinerne er rullegardiner med solafskærmning og et rullesystem med hvidt kædetræk.
Farven er sort, men med et ganske svagt koksgråt mønster, som får dem til at se tidløse ud – uden at ligne institutionsgardiner, som helt sorte gardiner nemt kommer til i min optik.
Vi er virkelig glade for dem og så er der 5 års garanti på dem, hvilket er dejligt. Især når man har været vant til trælse gardiner af den billige slags, som ikke kan holde til almindelig brug.