Der er noget ret særligt ved det øjeblik, hvor man indser, at man er blevet glad for nogen. Ikke bare sådan “du er sød og sjov”-glad, men den der lidt mere alvorlige slags. Den, der får hjertet til at slå en smule hurtigere, og tankerne til at danse en lille smule hurtigere end fornuften kan følge med.
Du kender det måske. Den der følelse af, at man ikke helt kan finde ro, men samtidig aldrig har følt sig mere hjemme. Kærlighed er skør på den måde. Den er tryg og skræmmende på én gang. Som at balancere på kanten af noget meget vigtigt og noget, man ikke helt tør hoppe ud i, men heller ikke kan lade være med at drømme om.
Vi bilder os ofte ind, at kærlighed skal se ud på en bestemt måde. At det skal være som på film. Lange blikke. Perfekte samtaler. Solnedgange og små håndtryk under bordet. Og jo, nogle gange er det også sådan. Men lige så ofte er det kaos. Det er at diskutere over små ting som hvilken pizza man skal bestille. Det er at blive irriteret over, at nogen smider sokkerne midt på gulvet og samtidig savne dem, så snart de går.
Kærlighed er ikke ren poesi. Det er også kompromis. Det er at ville hinanden, selv når det ikke er let. Det er at lære hinandens små vaner at kende og holde af dem eller i det mindste lære at grine af dem.
Jeg tror, vi glemmer det nogle gange. At kærlighed ikke handler om perfekte øjeblikke, men om ægte øjeblikke. Om at stå sammen, også når det regner. Om at kunne sige “jeg er træt og lidt nederen i dag”, og stadig blive mødt med et kram og måske en kop te. Det er dér magien bor. I det ægte. I det uperfekte.
Nogle dage vil man have sommerfugle i maven, og andre dage vil man bare gerne have lidt fred og en god serie. Og det er okay. Kærlighed er ikke konstant forelskelse, det er en dybere forankring. En følelse af, at man har fundet nogen, man kan være sig selv med. Også de dage, hvor man ikke engang helt ved, hvem man selv er.
Jeg har tit tænkt på, hvordan vi som mennesker prøver at forstå kærligheden. Vi skriver bøger om den, sange, film og digte. Og alligevel, den føles altid lidt større, lidt mere udefinerbar. Som noget, man ikke helt kan sætte ord på. Og måske skal man heller ikke altid prøve. Måske skal man bare være i det. Lade det vokse. Lade det tage form over tid.
Og måske er det også derfor, vi har brug for de små åndehuller i hverdagen. Nogle spiller Wordfeud. Andre strikker, og nogen ja de kan godt lide at spil med rigtige penge i online casino. Det handler ikke nødvendigvis om at vinde den store gevinst – men om at forsvinde lidt ind i noget andet for en stund. Lade tankerne hvile. Lade hjertet få en pause fra alle de tanker, det nogle gange kan rode rundt i.
For kærlighed er fantastisk, men det er også arbejde. Det er at være villig til at lære, vokse og tilgive igen og igen. Det er at vælge hinanden, ikke bare én gang, men mange gange. Også når det er besværligt. Også når man ikke helt forstår hinanden.
Men til gengæld når det så endelig lykkes. Når man står i sit køkken og kigger på den anden, midt i hverdagens rod og opvask og madpakker, og mærker det dér sug i maven. Den dér stille visken, der siger “det her… det er mit menneske”. Så giver det hele mening.
Det er det kærlighed kan. Den kan få os til at føle os hjemme – selv når verden larmer. Den kan skabe tryghed midt i kaos. Og det, synes jeg, er noget af det smukkeste.
