På besøg i Geografisk Have i Kolding

Jeg elsker foråret. Det vrimler nemlig med helligdage, som giver os alle sammen en forlænget weekend. Vores weekender går som regel hurtigt med både fodboldkampe, rengøring, tøjvask, indkøb og mindre aftaler med familien. Derfor er det skønt med en ekstra dag, vi kan bruge på lige præcis dét, vi har lyst til.

I lørdags gik turen så til Geografisk Have i Kolding. Vi inviterede mine svigerforældre med, pakkede køletasken med madpakker og drikkevarer og satte os i bilen. Det blev en rigtig hyggelig dag og stedet kan bestemt anbefales, hvis man er afsted med små børn. Også selvom man ikke selv er den vilde gartnertype med grønne fingre.

Geografisk Have i Kolding

Kolding MinibyVi ender altid med at lave de samme ting hjemme hos os. Der ligger to mindre dyreparker i nærheden af, hvor vi bor og der er virkelig hyggeligt. Nogle gange har man som voksen bare brug for at opleve noget andet, end man plejer.

Idéen til at besøge Geografisk Have i Kolding opstod egentlig, fordi jeg sad og scrollede gennem Instagram (Følg mig gerne – jeg hedder cordes3012). Her faldt jeg over en anden blogger, der havde været afsted på et tidligere tidspunkt. Hun har også små børn – og det så ud til de havde haft en skøn dag.

I parken er der et mindre dyrehold: Geder, Aguti’er, Ørkenrotter, Alpaca’er og nogle fugler. Blandt andet latterfugle og en ugle. Det er naturligvis ikke de mest eksotiske dyr, men for en 2-årig er det rigeligt. Man kan desuden komme ind og klappe gederne – noget der altid er et hit hjemme hos os.

Derudover er der et kæmpestort areal med blomster, planter og træer fra hele verden. Og nogle af træerne er altså virkelig gamle! Jeg var især imponeret af de store træer i området Nordamerika, som lige så gamle som selve Geografisk Have i Kolding selv: 100 år.

Parken er opdelt i kontinenter, så man på sin tur rundt kommer igennem eksempelvis både Nordamerika, Asien og Europa. Geografisk Have i Kolding har også en stor rosenhave med masser af sorter. De var naturligvis ikke sprunget ud endnu, for vi har kun april – men vi vender bestemt tilbage i forsommeren og ser dem alle blomstre.

Kolding Miniby

I forbindelse med parken ligger også Kolding Miniby, hvor den gamle bydel er gengivet i ægte murstenshuse med tegltag og masser af sjove detaljer – i målestokken 1:10. Det er vildt imponerende og alene den del af Geografisk Have er et besøg værd.

Særligt modellen af Koldinghus er et kig værd.

God til mindre børn

Jeppe nød dagen sammen med os og hans bedsteforældre. De to store var ikke med, men de havde sikkert også syntes det var rigtig hyggeligt. Særligt den lille legeplads til de små midt i parken var et hit. Her var både gynge, vipper, rutsjebane og klatretårn – samt en masse legeredskaber i sandkassen.

Hele legepladsen er desuden hegnet ind, så man som voksen trygt kan sætte sig på en bænk uden at være nervøs for at den lille stikker af.

Da det blev tid til en middagslur, puttede vi ham i klapvognen og begyndte vores gåtur rundt i selve parken. Der er to ruter – en kort og en lang.

Vi endte med at være der i hele 5 timer – og det på trods af, at vejret var lidt smådryppende til tider og vinden lidt kold. Jeg kan kun anbefale stedet.

Husk blot en madpakke (der er ikke som sådan et spisested og slet ikke til de mindste) og en klapvogn til de trætte ben.