Traditionerne for mandelgaver kan være ret forskellige. I nogle familier er der flere, I andre én. Hos nogle er det vedkommende, der står for julemiddagen der køber mandelgaven – andre familier sværger til, at det er sidste års vinder, der tager en gave med næste år.
I vores familie holder vi os til den nemme version. Her er det dén, der laver risalamanden, der tager mandelgaven med. Nogle gange har jeg selv været kokken og andre år, har min svigermor været så sød at lave risalamanden. Det er en dejlig aflastning, når der er en masse andre ting, der skal nåes – og så er hendes risalamande altså virkelig god.
Nu er det jo selvfølgelig ikke alle familier, der spiser risalamande. Nogle får risengrød i stedet eller den populære islagkage fra La Glace. Men de fleste har mandelgaven til fælles og mangler derfor idéer hertil. Derfor denne artikel!
Vores mandelgaver gennem tiderne
Da jeg var barn, var mandelgaven som regel noget spiseligt. Den klassiske pose Twist eller en stor æske Toffifee.
Der var med 4 piger i huset altid kamp om mandlen – og at sidde ved siden af min bedstefar.
Han var nemlig altid så sød at liste mandlen videre til et af børnebørnene. Noget der har gjort, at jeg nok ikke altid er kommet heeeeelt reelt til titlen som årets mandelgavemodtager…
Efter jeg selv er blevet voksen kan jeg dog godt lide, at mandelgaven er noget mere særligt eller brugbart.
På listen over tidligere mandelgaver findes blandt andet:
- Trivial Persuit
- Johan Bülow lakrids
- Summerbird chokolade
- “Året det gik”-bøger
- Kähler lyshus
- Gavekort til biografen
Alle gaverne er faldet i god jord, især de spiselige.
Jeg har dog også været til juleaften hos min mands moster, hvor min svigermor skulle sørge for mandelgaven og havde købt en støvekost. Alle troede det var en selfiestang, da den lå indpakket på midten af bordet, mens vi andre spiste kæmpe mængder risalamande for at få fat i gaven.
Skuffelsen var derfor stor, da vinderen pakkede mandelgaven op.
Det var ingen succes – men hun har også lovet, at det aldrig gentager sig!
Dette års mandelgave
Med fare for at røbe overfor både mine store børn (som gladeligt læser med på bloggen) og resten af familien vil jeg ikke fortælle, hvad årets mandelgave kommer til at indeholde.
Det må I vente med at få at vide til julen er overstået.
Men jeg har fundet den på Mandelgaver.dk. Så kan I jo begynde at gætte. Som ledetråde kan jeg fortælle, at det er en mandelgave der kan bruges af både børn og voksne – og den kan ikke spises!