Et af mine stærkeste og bedste barndomsminder, er mine bedsteforældres kolonihave.
Her blev lange sommerdage brugt på at plukke hindbær, gnaske jordbær og hive gulerødder op af jorden og efter en kort skylning gnaske de orange, sprøde lækkerier. Man kunne også liste ind i kolonihavens drivhus og snuppe en tomat, en miniagurk eller en håndfuld vindruer. Jeg kan faktisk næsten dufte tomaterne og fornemme den lune, fugtige luft derinde bare ved tanken.
Derfor har vi også selv et drivhus i haven, hvor vi dyrker præcis det samme. Der er nemlig noget fortryllende og magisk ved selv at dyrke grøntsager – og for mig har det bevirket, at en del af barndommens magi fra kolonihaven er rejst med ind i mit voksenliv.
Vores drivhus
Da vi skulle vælge drivhus til haven var det vigtigt for mig, at det så pænt ud. Jeg har aldrig været den store fan af klassiske drivhuse med glas og aluminiumskonstruktioner. Jeg foretrækker det lidt mere naturlige og organiske udtryk – det harmonerer bedre med selve det at dyrke naturen, synes jeg.
Vi valgte derfor et flot drivhus i træ som passer til vores øvrige træværk på stakit, udhæng og udestue.
Det giver et flot harmonisk udseende i hele haven – og så er formen på vores drivhus bare lige en tand mere charmerende et på et klassisk af slagsen.
Nemme grøntsager alle kan dyrke i et drivhus
Hvis du ikke i forvejen er særligt god til at dyrke dine egne grøntsager, er et drivhus en nem måde at komme i gang på. Med et drivhus får du nemlig rigtig meget “foræret” rent praktisk, som gør dyrkingen nem.
- Klimaet i drivhuset giver planterne de bedste vækstbetingelser.
- Planterne står beskyttede mod slåregn og børnenes vilde leg i haven.
- Du kan plante tomater og agurkeplanter direkte i plantesække og behøver derfor ikke anlægge bede.
Som helt ny drivhuseejer er det sjovest at plante grøntsager som giver en høj succesrate og en god høst.
Her er følgende 3 planter nemme at starte med.
Tomater. Vælg tomater på buskplanter til at starte med. De skal ikke hænges op efterhånden som de vokser.
Agurker. De skal vandes ofte, men udbyttet er stort – som regel kan en enkelt plante levere op til 15 store agurker.
Krydderurter. Plant dem gerne i krukker. Så kan du nemt flytte rundt på dem og tage dem ind og ud af din bolig, som det passer dig.
Krukker i drivhuset er i øvrigt en nem måde at plante på. På den måde kan du nemt rykke planterne rundt, alt efter om de måtte trænge til mere sol eller ej. Du kan også hurtigt flytte en insektplaget plante ud af drivhuset, inden insekterne også skader de andre grøntsager i dit drivhus.