Ferie med børn i sommerhus

Ferie med børn

Ferie med børn i sommerhus

Når man skal holde ferie med børn i sommerhus, kan det næsten føles som om, man skal pakke hele hjemmet ned for ikke at komme til at mangle noget. Men det behøver ikke være så slemt, heldigvis. Derfor får du her mine tips til at holde ferie med børn herhjemme i Danmark.

Mine ferier i sommerhus

Mine forældre har et sommerhus i Hejlsminde og dér har vi holdt de fleste af min barndoms ferier. Det er derfor fyldt med gode og glade minder fra både sommerferie, efterårsferie, vinterferie og påskeferie. Inden de købte sommerhuset, lejede vi altid et sommerhus og jeg har derfor været i nærmest alle afkroge af landet.

Nogle gange var jeg selvfølgelig misundelig på mine klassekammerater, som rejste sydpå. Nu hvor jeg er blevet voksen, er jeg dog så taknemmelig for, at jeg kender næsten alle egne af landet. Min mand f.eks. har stort set ikke været udenfor Sønderjylland.

Jeg kan huske, at min mor pakkede og pakkede, når vi skulle afsted. Jeg har 3 mindre søstre og med 4 børn og 2 voksne samt mine bedsteforældre, som også oftest var med, krævede det alligevel en del tasker og køletasker.

Nu hvor jeg selv er blevet mor, har jeg dog lært at begrænse mig, når vi låner enten mine forældres eller svigerforældres sommerhus.

Tips til ferie med børn i sommerhus

Det er svært at lave en decideret pakkeliste til ferie med børn i sommerhus, da det er individuelt fra familie til familie, hvad der er nødvendigt. Desuden har langt de fleste sommerhuse (især hvis det er et udlejningshus) rigtig meget udstyr i forvejen. Udlejerne ved nemlig godt, at mange holder ferie med børn.

Hvor meget har du reelt brug for?

Man pakker tit for meget ned. Derhjemme er man vant til at have alting ved hånden og synes derfor, de fleste ting i dagligdagen decideret nødvendige. Men: Det passer faktisk ikke. Hvis du har et blebarn, behøver du f.eks. ikke at tage puslepuden med, men kan i stedet skifte på sengekanten med et håndklæde som underlag. Et badekar er naturligvis rart at have, men en bruser er rent praktisk nok til at at bade selv helt små børn.

Når vi holder ferie med børn pakker vi klapvognen, tøj, en enkelt taske med legetøj, weekendseng, bleer og alt basisgrejet som i forvejen er i pusletasken.

Husk at der også er butikker, der hvor I holder ferie

Uanset om jeres valgte sommerhus ligger øde eller i et større sommerhusområde, er der med garanti ikke langt til den nærmeste butik, hvor du kan købe mad til voksne samt mos og modermælkserstatning til babyer. Lad derfor være med at pakke mad ned hjemmefra. Det fylder bare i bagagerummet.

Vi plejer at ankomme til sommerhuset, pakke ud og derefter tage ud og handle. Indkøbslisten laver vi hjemmefra,

De fleste sommerhuse har vaskemaskine

De fleste udlejningshuse har vaskemaskine, hvormed du ikke behøver pakke tøj til mere end 2-3 dage. Hvis I er en familie med flere børn, producerer I alligevel vasketøj nok til en maskine hveranden dag – måske mere. Mange siger godt nok, at de ikke gider vaske tøj i deres ferie, men personligt synes jeg det er endnu værre at komme hjem med 6 maskinfulde dagen inden jeg skal tilbage på job efter ferien.

Legetøj kan være mange ting

Når man skal holde ferie med børn, er mange forældre bange for, børnene kommer til at kede sig. Man har jo næppe råd til at tage i sommerland og på udflugt dagligt. Måske vil man som voksen også gerne slappe en smule af og derfor pakker man tit kæmpe mængder af legetøj.

Men: Børn keder sig af og til, uanset hvor meget legetøj de har med. De keder sig jo også derhjemme på en langsom søndag.

De helt små behøver sjældent mere end de 3-4 stykker yndlingslegetøj hjemmefra. Flere sommerhuse har også legetøj liggende og ellers kan I gå i køkkenskabene og finde piskeris og gryder frem.

Til de større børn er klassiske kortspil og rejsebrætspil oplagte. De fylder ikke meget og børnene vil nyde at mor og far gider spille med dem. Husk også en bold og måske et enkelt havespil.

Find et sommerhus med plads til børn

På GodSommer.dk formidles kontakt mellem private udlejere og folk som dig og mig, der leder efter et sommerhus til vores ferie med børn.

Det hele foregår uden om diverse bookingbureauer, hvilket betyder, at disse sommerhuse ofte er billigere at leje. Der er sommerhuse i hele landet, lige fra Syddanmark til Skagen og fra Langeland til Bornholm.