I forhold til voksiposer og lignende, er vandene tit lidt delte. Nogen mener, man sagtens kan leve uden en voksipose, mens andre sværger til den.
Jeg er lidt delt omkring emnet. Jeg havde en billig voksipose til den ældste, men brugte den kun få gange, fordi jeg synes det var noget rod. Til barn nummer 2 blev den derfor slet ikke brugt. Med nummer 3 har den imidlertid været flittigt i brug i de kolde måneder, fordi vores dagplejemor opfordrede til det.
Om sommeren bruger vi dog fortsat en almindelig babydyne, fordi jeg simpelthen synes en voksipose er for varm, når temperaturerne sniger sig opad. Også selvom der medfølger en sommerdyne.
Forskellen på en billig voksipose og den originale
Der findes flere forskellige voksiposer på markedet. En Voksipose er den helt originale – fremstillet af Voksi. At kalde kopierne for Voksiposer er derfor egentlig ikke helt korrekt, men det er efterhånden blevet en massebetegnelse, selvom producenterne af kopierne kalder dem noget andet.
Grundlæggende er der dog tale om et produkt, der kan den samme ting, selvom materialerne er forskellige.
En voksipopse kan bruges som erstatning for en barnevognslift, hvis der monteres en bæreplade og så er den ellers en slags sovepose til baby og børn i barnevognen.
Det siger næsten sig selv, at uld og silke er bedre fyld end dun og dun er bedre fyld end fjer. Men i den danske vinter som sjældent er så hård, er den reelle forskel måske ikke så væsentlig, så længe barnet holdes tørt og varmt. Her er uld det ultimativt bedste materiale til at lede varmen væk.
I forhold til holdbarhed, er den originale Voksi absolut i spidsen, så hvis der er planer om at posen skal bruges til flere børn, er Voksi måske det bedste valg.
De forskellige typer voksiposer
Vi har en såkaldt DuniDuo, som er en billig voksipose kopi, der har to dyner. Bruger man begge samtidig, har man vinterversionen og afmonterer man den ene, har man sommerversionen. Den koster kun det halve af en original Voksipose, men fungerer upåklageligt. Dynerne er af dun med en høj bæreevne.
Til gengæld er designet på den originale Voksi meget flottere. Her er mere finish og mange flotte farver og prints at vælge imellem. Og som med alt andet babyudstyr er der også lidt mere “flash-worthyness” i den originale Voksipose. Her er dynerne enten af uld eller silke, alt efter hvilken version man vælger.
Hvis du er på udkig efter en billig voksipose, findes der også den såkaldte Slee Bee, som fås i Bilka til under 1000 kroner. Generelt hænger pris og kvalitet sammen og man får derfor ikke samme høje kvalitet og finish i et produkt til en tredjedel af prisen – men:
Slee Bee er et hæderligt produkt til prisen. Fyldet er af dun og fjer med en lavere bæreevne end DuniDuo’en. Det betyder, at fyldet nemmere falder sammen og ikke er helt så isolerende som dyner med en højere bæreevne.
Tjek liggemålet og længden på din Voksipose
Der findes flere størrelser voksiposer og det er derfor en god idé at sikre sig, du vælger den store model, hvis du gerne vil bruge din voksipose længe. Tjek dog også lige, at længden passer til liggemålet i barnevognen. Den store Voksipose passer f.eks. ikke så godt i en kombivogn med kort liggemål. Hertil findes en mindre model.
Vores DuniDuo er angivet til at kunne bruges op til barnet er 3 år, men den yngste på 89 centimeter er altså ved at være for lang til den allerede. Det forreste stykke er for kort og hans brystkasse kan derfor ikke længere dækkes til. Jeg prøvede dog en venindes Voksi og den kan han stadig fint være i. Jeg tror derfor, den originale Voksi er en smule større – eller i hvert fald anderledes i sin opbygning. Her er han nemlig stadig fint dækket og beskyttet for kulden.
Billig kopi voksipose
Prisen på en DuniDuo er omkring 1.000 kroner lavere end den originale Voksi og hvis du endda kan finde den på tilbud, sparer du endnu mere.
Billig original Voksipose
Hvis du gerne vil have en original Voksipose, kan det betale sig at holde øje med, hvornår der er tilbud. Når der kommer ny kollektion sælges de tidligere modeller nemlig ofte med rabat.