Badedyr til poolen

Du godeste, hvor jeg dog elsker det skønne vejr, Danmark er ramt af her i maj. Det er endnu ikke sommer, da maj er en forårsmåned, men vejret? Det er sommerligt. Ingen tvivl om det!

I søndags var vi til Pinsehygge i mine svigerforældres sommerhus ved Henne. Da vejret var lunt og solen stod højt, tog vi naturligvis på årets første strandtur. Jeg har aldrig været den store fan af at bade ved stranden, men mine to ældste børn elsker det. Da lillebror sov til middag, skiftede de store til badetøj sammen med Bedstefar og min mand og drog til Vesterhavet.

Lige der kunne man dog godt mærke, vi kun har maj. Vandet skulle efter sigende kun have været 12 grader og det er nok liiige i underkanten af, hvad der er behageligt. I hvert fald som voksen.

Det lokale søbad

I nærheden af hvor vi bor, er der dog et søbad. Det ligger i noget, der hedder Jels – og det er et yndet udflugtsmål for både lokale og turister. Der er det fineste friluftsbad og i det hele taget bare hyggeligt. I søen er vandtemperaturen meget højere og faktisk sommerlig – har jeg ladet mig fortælle. Jeg tænker derfor, at årets første badetur dértil ligger lige for.

Det dejlige ved at bade i mindre søer er, at der ikke er de samme småfarlige strømforhold, så det hele føles mere trygt. Det giver også god mulighed for at få brugt børnenes badedyr. Det tør jeg slet ikke lade dem gøre ved havet, hvor få sekunders uopmærksomhed kan få dem til havs. I søen, ved friluftsbadet der ovenikøbet er hegnet ind, er der ingen risiko for det. Ligesom hvis man bader i en pool.

Badedyr til poolen (eller friluftsbadet)

Hjemme hos os har vi både en kæmpe Bambi og en krokodille. Begge dele indkøbt på en charterferie for år tilbage. Hvor børnene er blevet større, har badedyrene dog beholdt deres proportioner og det er derfor tid til nogle nye.

Af en eller anden grund er især lyserøde flamingoer blevet hippe. Jeg ved ærligt talt ikke hvad der skete. Det startede sidste sommer på Instagram og pludselig havde alle en kæmpe flamingo med i poolen. Nogle steder blev den endda direkte omtalt som “bloggerbadedyr”. Det er dog ikke gået min datters næse forbi og hun har naturligvis ønsket sig præcis sådan én.

Min ældste søn har ønsket sig en gigantisk, gul badeand! Det passer egentlig også godt til ham, for det er tilpas fjollet – og han har virkelig både god humor og er en skøn humørspreder.

Vi har fundet begge dele på Gadgetsjov.dk.

Lillebror arver blot den aflagte, farlige krokodille. Han har i øvrigt aldrig været ude at bade før, så der er helt sikkert udfordringer nok i dét alene for hans vedkommende.