Christina Cordes AndersenJeg hedder Christina Cordes Andersen og bor i Sønderjylland.

Her bliver jeg, og min mand Henrik, hver morgen vækket af en meget frisk 2-årig Jeppe, som er familiens efternøler.

Han starter som regel dagen med at proklamere, at han gerne vil se “traktor på iPad’en”. Det dækker dog ikke længere så meget over traktorfilm, men nærmere forskellige fortolkninger af “Johnny, Johnny, yes papa” og “Baby Shark do-do-do-do-do-do“. På engelsk. Hvilket så har medført, han er nærmest to-sproget, hvad angår børnesange.

Han får imidlertid kun lov, når det er weekend, så derfor fortsætter vores morgen med en tur på badeværelset til fælles påklædning. Her bruger jeg i øvrigt forbavsende kort tid foran spejlet, fordi jeg simpelthen har opgivet at komme til at ligne den 20-årige, jeg ikke længere er. Tørshampoo, mascara og en god ansigtscreme er min redning.

Inden er mit ældste barn, Rasmus på 11, dog allerede stået op. Han har aldrig sovet længe og da han var 4, stod han oftest også op kl. 4. Yes.

Nu sover han som regel helt til kl. 6 og farer direkte fra morgenmaden til sit værelse for at spille FIFA på sin Playstation. Til morgenmad får alle mand i øvrigt økologiske havregryn – nogle af os med mandelmælk. Alt handler dog om balance, så vi har også blå vingummier og helt og aldeles ikke-økologisk Nutella i køkkenskabet. Nogle gange tager vi også på McDonalds…

Én der imidlertid ikke farer rundt – og dermed er bagud i havregrynsspisningskonkurrencen – er mellemstebarnet, Sophie på 9. Hun er en sovetryne og gik i sine yngre år under navnet “Snorkfrøken” (som hende fra Mumitroldene). Det kunne hun sagtens hedde endnu.

Når alle folk er i tøjet, splitter vi os op i 4  – og sidenhen 5. Henrik kører på arbejde, Sophie cykler til den lokale Folkeskole og Rasmus til byens friskole.  Jeg selv hopper på cyklen og transporterer Jeppe til naturdagplejen – og bagefter cykler jeg tilbage samme vej, hen til mit kontor.

Jeg har nemlig min egen virksomhed. Der er kun mig ansat – så kan jeg nemlig helt selv bestemme. Virksomheden hedder Væksteriet og her forfatter jeg tekster, fortæller historier, udfører SEO (det er noget, der hedder søgemaskineoptimering – lidt teknisk, en smule nørdet men ret vigtigt!) og blogger.

Og ja. Det tjener jeg penge på alt sammen.

Min onlinekarriere startede, da jeg i 2007 – efter veloverstået barsel med mit første barn – blev ansat på Min-Mave.dk. Det var et drømmejob! Jeg havde i forvejen brugt mange af mine daglige vågne timer på siden og elskede hele graviditets- og babyområdet.

Her slog jeg mine folder i 4 år, hvoraf det sidste var som redaktør – og jeg elskede det. Jeg har derfor aldrig været i tvivl om, at hvis jeg en dag skulle blogge, skulle det være med afsæt i noget af det samme. Siden da har jeg haft nogle andre jobs i onlineverdenen, men har hele tiden haft børnenichen som min absolutte favorit.

Da jeg skulle tilbage efter barsel med Jeppe, kunne jeg dog næsten ikke bære at skulle forlade ham i en dagpleje mindst 8 timer dagligt. At gå hjemme var dog heller ikke nogen løsning på daværende tidspunkt og den gyldne middelvej blev derfor, at jeg startede som selvstændig. Dermed kan jeg aflevere sent, hente tidligt og holde fri hvis jeg har lyst. Det er en gave til både små og store i vores familie.

Derfor hedder bloggen 100hjerter

Sophies tegning med 100 hjerterDet er faktisk min datter, Sophie, der er årsagen til, at bloggen hedder 100hjerter. Hun er nemlig det sødeste lille væsen, som ofte giver mig små breve og sedler. Som regel påført et væld af hjerter!

En dag havde hun lavet den viste tegning til mig, men vist nok givet op i forhold til at tegne flere hjerter – og derfor tilføjet sætningen: “100 hjerter”.

Det synes jeg lød ret fint.

100 hjerter er nemlig temmelig mange – og det må derfor betyde, at der er tale om noget. man elsker virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig-virkelig meget.

Ikke?

3 vigtige ting

  1. Jeg synes grundlæggende, at den adskillelseskultur vi alle sammen er en del af, er naturstridig og en smule underlig. Vi går på arbejde for at tjene penge, vi kan bruge til at betale andre mennesker med, så de kan passe vores børn – eller lave vores mad. Vi køber også ting, vi egentlig ikke har brug for – som andre mennesker skal på arbejde for at lave, så de heller ikke kan være sammen med deres familier.
  2. Samtidig er jeg fortaler for, at man ser verden derfra, hvor man står – og at ingen mennesker blomstrer af at blive mødt med modvilje eller kritik. Hvad der er rigtigt for min veninde, er ikke nødvendigvis det samme, der er rigtigt for mig. Og at jeg har taget et valg, der er modsat min venindes er ikke det samme, som at jeg synes, hendes valg er forkert. Hvis alle kunne træde et skridt tilbage og stille sig selv spørgsmålet: “Har det egentlig noget med mig at gøre? Påvirker det min hverdag?” hver gang der var lagt i kakkelovnen til en debat om amning eller kejsersnit på de sociale medier, ville disse være tavse steder at opholde sig. Er jeg ret sikker på.
  3. Jeg havde planlagt en hjemmefødsel af mit tredje barn, men måtte af medicinske årsager i stedet tilvælge en hospitalsfødsel i uge 36. Det er jeg ked af, for jeg ville frygteligt gerne have bragt mit sidste barn til verden på stille og rolig vis hjemme i vores stue. En fødselsmetode der, velvisiteret, hverken er mere risikofuld eller farlig end en hospitalsfødsel. Faktisk er risikoen for komplikationer og unødige medicinske indgreb langt lavere, når man føder hjemme. Det kan du læse mere om her, hvis du har lyst.

(4. Disclaimer: Det er også rockersejt at føde på hospitalet med alt, hvad den kan trække af smertestillende og at få et kejsersnit – eller at kunne passe et fuldtidsjob ved siden af rollen som mor og trives med dét. Jeg synes dog ikke det er sejt med mom-bashing (og al mulig anden bashing) – så hvis du gerne vil slås eller fortælle mig, at jeg er en dårlig mor, en urtekusse eller tyk, så advar mig lige inden. Så kan jeg nemlig nå at sætte noget dejligt musik i ørerne, så jeg ikke kan høre, hvad du siger. La-la-la).

God fornøjelse på bloggen <3